Færdselsregler for stor knallert
Det vigtigste at vide, når du kører på stor knallert.
Stor knallert kaldes også for knallert 45. En stor knallert skal køre på vejen og ikke på cykelstien. Det kan give udfordringer, fordi den de fleste steder kører langsommere end bilerne.
Når du kører stor knallert, er det en god idé at øge din synlighed og sikkerhed med en refleksvest eller en pangfarvet jakke.
Regler for stor knallert (knallert 45)
- Du må max køre 45 km/t
- Du skal være mindst 18 år
- Du skal have kørekort til stor knallert, bil eller motorcykel
- Du skal bruge styrthjelm
- Der må ikke være passager med
- Du skal have en ansvarsforsikring
- Du skal følge færdselsreglerne for bil og motorcykel, men må ikke køre på motorvej eller motortrafikvej
- Knallerten skal være lovlig og være indregistreret med hvid nummerplade
- Promillegrænsen er 0,5
- Der er nulgrænse for ulovlige stoffer.
Hvor kan jeg tage kørekort til stor knallert?
Hvis du gerne vil køre på stor knallert, skal du have kørekort til enten bil, motorcykel eller stor knallert.
Det er let at finde en køreskole, der underviser i bil eller motorcykel, mens der ikke er ret mange, der underviser i stor knallert. Så det letteste er at tage kørekort til enten bil eller motorcykel.
Bøder og sanktioner for stor knallert
Det kan koste dyrt at køre ulovligt på stor knallert
Her kan du se bøderne for at køre ulovligt på stor knallert.
Hvis du:
- kører uden gyldigt kørekort: 7.000 kr første gang, 10.000 kr. anden gang
- overtræder ubetinget vigepligt: 2.000 kr.+ et klip i kørekortet
- kører over for rødt: 2.000 kr. + et klip i kørekortet
- kører på cykelstien: 1.000 kr
- bruger håndholdt mobiltelefon: 1.500 kr. + et klip i kørekortet
- ikke bruger hjelm: 1.500 kr.
Du kan miste kørekortet og knallerten kan konfiskeres
Kører du groft uforsvarligt, fx på en tunet knallert, spiritus- eller narkokørsel, hensynsløs kørsel eller skader andre, kan du miste kørekortet og knallerten kan blive konfiskeret.
Hvordan tjekker politiet om min knallert er ulovlig?
Politiet har ofte et såkaldt ’rullefelt’ med på patrulje, så de nemt og hurtigt kan måle en knallerts maksimale hastighed (dvs. hvor hurtigt den er i stand til at køre) direkte på stedet. Har de ikke rullefeltet med, kan de tage knallerten med for at undersøge den.
Hvad sker der, hvis min knallert 45 er tunet?
Hvis politiet konstaterer, at knallerten er ulovlig:
- Første gang: Bøde + de ulovlige dele bliver konfiskeret
- Anden gang: Betinget frakendelse af kørekortet (alle kategorier) + bøde + knallerten bliver konfiskeret.
Hvis knallerten bliver målt på et rullefelt til at kunne køre 60-63 km/t:
- Du får en bøde.
Hvis knallerten kan køre 64 km/t eller mere:
- Første gang: Bøde
- Anden gang: Betinget frakendelse af kørekortet (alle kategorier) + bøde
- Tredje gang: Ubetinget frakendelse af kørekortet (alle kategorier) + bøde.
Hvis du har mørkt tøj på, kan du være svær at se. En refleksvest er en god idé.
Er du ikke skræmt væk endnu?
Så kan du med fordel tjekke vores brede udvalg af tohjulede el-scootere og el-knallerter, som ikke alene er lovlige, de kører også støjfrit og uden lugtende udstødningsgasser.
– Naboerne vil elske jer! 🙂
Sidst opdateret: 20-04-2023
Kilde: https://www.sikkertrafik.dk/ og https://fstyr.dk/da/